15. september 2026 Af Magnus Rønnest France Fra

Stihl motorsav-guide: Sådan vælger du den rigtige model

Skal du have din første motorsav, eller trænger den gamle til udskiftning? Med Stihls brede program af både benzin- og batteridrevne modeller kan det være svært at gennemskue, hvilken der egentlig passer til dine opgaver. I denne guide gennemgår vi, hvad du bør se efter, når du skal vælge en Stihl motorsav til privat brug – og hvilke modeller der passer til henholdsvis let havearbejde, beskæring og mere alsidige opgaver.

Hvorfor er det vigtigt at vælge den rigtige model?

Der findes ikke én bedste Stihl motorsav – kun den, der passer bedst til dine opgaver. En kraftig benzinsav er overkill, hvis du kun skal beskære et par grene om året, mens en batterisav kommer til kort, hvis du skal håndtere en del brænde hen over året eller fælde lidt større træer i mellembevoksningen. Til gengæld er en batterisav faktisk et trygt valg som førstegangsbruger – løber batteriet tør, stopper du bare, så du kan ikke rigtig komme til at save mere, end du kan overskue. Derfor handler valget mindre om at finde “den bedste” model i al almindelighed og mere om at matche saven til den opgave, du faktisk skal bruge den til.

Mange bruger tid på at sammenligne specifikationer og læse anmeldelser af forskellige modeller, uden at have taget stilling til opgaven først. 

Vores erfaring er, at det giver et bedre udgangspunkt at starte omvendt: kortlæg først hvilke opgaver saven skal løse i din have, og lad det styre, om du skal kigge på benzin eller batteri, og om saven skal være let eller mere kraftig. Det er da også værd at bemærke, at der stadig sælges markant flere benzinsave end batterisave – modsat andre haveredskaber som kratryddere og hækkeklippere, hvor batteri fylder langt mere. Det hænger formentlig sammen med, at man nødigt vil løbe tør for kræfter, når man først er godt i gang med en opskæring.

Hvilke typer Stihl motorsav kan du vælge imellem?

Stihls program spænder bredt, men de fleste private brugere vil finde deres model inden for disse tre kategorier:

  1. Let benzindrevet motorsav – som Stihl MS 194 C-E, der er bygget med en slank tank og olietank, hvilket giver den en smal krop, der er nem at føre i tæt bevoksning. Det gør den til en specialsav, velegnet til styning af hække, beskæring af træer og savning af juletræer – men den slanke konstruktion gør den også lidt dyrere, så den er ikke det oplagte førstevalg, hvis du bare skal bruge en sav til almindeligt havearbejde og brænde. Leder du efter en billig og alsidig indgangsmodel, er Stihl MS 162 eller Stihl MS 182 oftest et bedre sted at starte.
  2. Alsidig batterimotorsav – som Stihl MSA 70 C-B, der er let at håndtere og velegnet til beskæring, brændesavning og mindre saveopgaver i haven. Den kører på Stihls AK batterisystem, hvilket betyder, at du slipper for blandingsbrændstof og støjen fra en benzinmotor. Alt er generelt nemmere at gå til på en batterisav, særligt hvis du er førstegangsbruger – du trykker blot på en knap og starter, i stedet for at skulle hive i en rekylstart. Til gengæld er du afhængig af opladet batteri, så den egner sig bedst til opgaver, der ikke strækker sig over en hel arbejdsdag i træk.
  3. Kompakt batterihåndsav – som Stihl GTA 26, der er en ren beskæringssav til styning af grene på din ejendom. Den er markant lettere og mere kompakt end de øvrige modeller, betjenes med begge hænder og bruges typisk også til opgaver som tilskæring af lægter på taget i forbindelse med byggeri. Den fungerer godt som supplement, hvis du i forvejen har en større sav til de tungere opgaver, men ønsker noget lettere til den løbende beskæring – men den er ikke en erstatning for en rigtig kædesav.

Hvad skal du overveje, før du vælger?

Uanset hvilken model du overvejer, er der nogle spørgsmål, der er værd at stille sig selv først:

  • Hvilken opgave skal saven primært løse? Fældning og brænde kræver mere kapacitet end beskæring af enkelte grene.
  • Hvor ofte skal du bruge den? Bruger du saven sjældent, kan en batteridrevet model være mere praktisk – den skal ikke startes med snor og kræver ikke blandingsbrændstof.
  • Hvor meget vægt kan du håndtere komfortabelt? En let sav er nemmere at arbejde med over tid, særligt hvis du skal arbejde over hovedhøjde eller i længere perioder. I de professionelle save arbejdes der da også konsekvent med at holde vægten nede – blandt andet ved brug af hus i magnesium – netop fordi vægten mærkes tydeligt over en arbejdsdag.
  • Har du i forvejen batterier fra et andet Stihl-produkt? Så kan det betale sig at vælge en model fra samme batteriserie, så du kan dele batteri og lader på tværs af maskinerne.
  • Skal saven bruges til fældning, eller kun til beskæring og oprydning? En kompakt batterihåndsav som GTA 26 er reelt mere at regne for en batteridrevet håndsav end en egentlig kædesav, og den er ikke et reelt alternativ, hvis du skal fælde – selv mindre træer kræver en rigtig motorsav med mere kapacitet.

Svarer du på de spørgsmål, før du kigger på modeller, er du et godt stykke tættere på at kunne vælge, hvilken Stihl motorsav der reelt passer til dig – frem for blot at vælge den, andre kalder “bedst”.

Overvejer du specifikt, om det skal være benzin eller batteri, kan du læse mere i vores sammenligning af benzin- og batterimotorsave. Har du besluttet dig for en benzinsav, kan du dykke ned i vores sammenligning af MS 194 C-E, MS 201 C-M og MS 261 C-M.

Stihl motorsav – driftssikkerhed du kan regne med

Stihl er et af de mest anerkendte mærker inden for havemaskiner, og det gælder også deres motorsave. Både de benzin- og batteridrevne modeller er bygget til gentagen brug i private haver, hos håndværkere og i landbruget. Det brede program betyder, at du kan finde en model, der passer præcis til din opgave, i stedet for at skulle gå på kompromis med enten kapacitet eller vægt.

Et bredt og velfungerende reservedelsprogram er også en del af billedet, når du vælger Stihl. Det betyder, at du ikke står uden hjælp, den dag saven trænger til en ny kæde, et sværd eller et luftfilter – læs mere om, hvordan du vedligeholder din motorsav, i vores guide til vedligeholdelse.

Få professionel rådgivning hos os

Er du stadig i tvivl om, hvilken Stihl motorsav der passer til dig, er du velkommen til at kigge forbi os i Glumsø. Hos os kan du få lov at mærke forskellen på modellerne, inden du beslutter dig, og vi rådgiver dig gerne ud fra, hvad du reelt skal bruge saven til – ikke bare hvad der ser mest imponerende ud på papiret. Det gælder både, om du skal bruge saven til brænde en gang om året, eller om du har mere jævnlige opgaver i haven.

Skulle du senere få brug for service, reservedele eller vedligeholdelse, har vi eget værksted med fastansatte mekanikere, der kender Stihls modeller indgående. Det betyder, at du ikke skal sende maskinen videre til en tredjepart, hvis den en dag skal have en ny kæde, et sværd eller et serviceeftersyn – det klarer vi lokalt.

Sådan kommer du videre

Uanset om du lander på en let benzinsav, en alsidig batterimotorsav eller en kompakt håndsav til beskæring, finder du hele vores udvalg af Stihl motorsave hos os. Er du fortsat i tvivl om, hvilken model der matcher dine behov, er du altid velkommen til at kontakte os eller kigge forbi værkstedet – så finder vi sammen den motorsav, der passer til netop dine opgaver.


__________________________________________________________________________________

Om forfatteren

Skrevet i samarbejde med Jan Karlsen, indehaver af Sandbysmeden.

__________________________________________________________________________________

2 års reklamationsret |
EU-meddelelse om retlig garanti