Om Sandby Smedie
Sandby Smedie er en stor familie ejet virksomhed som har eksisteret i mere end 100 år, igennem 3 generationer.
Firmaet havde sin start i 1911 hvor virksomheden hovedsageligt levede som den gamle landsby smed der skoede heste, hvæsede plovskær og pålagde jernringe på arbejdsvogne
Til idag hvor vi leverer et bredt udvalg af service, reservedele maskiner og varer til landbruget, erhverv og privatkunder.
100+ Års erfaring
6000 m² Butik, lager og værksted
16000+ forskellige produkter
8 Medarbejdere
Mød de ansatte
Har du brug for at komme i kontakt med en specifik medarbejder?
Herunder kan du finde vores ansatte hos Sandby Smedie
Hvor vi glæder os til at servicere dig
Historien
Jakob Karlsen
Det hele startede i 1911, da Thorkilds far og mor, Jakob Karlsen (født 1887) og Alfa Marie Karlsen (født 1889) købte et husmandssted på 5 tdr. land, hvor den nuværende virksomhed ligger. Forinden havde Jakob Karlsen været forpagter af en lille smedie. Ved overtagelsen byggede han en lille smedie på 45 m2 og senere et lille beslagsskur.
At sko heste var en stor del af landsbysmedens arbejde. Inventaret var primært essen, hvor jernet blev varmet op. På den store armbolt blev jernet af enhver art formet; hvæsning af plovskær, pålægning af jernringe på arbejdsvogne og andet forfaldende smedearbejde.
Buske Smedie ca. anno 1909
købt i 1911 af Jakob Karlsen
herefter flyttet til nuværende lokation
Thorkild Karlsen
Thorkild Karlsen (født 1924) er ud af en søskendeflok på 5. Han gik i Sandby Skole hver anden dag og hjalp til med høstarbejde på gårde i omegnen. Efter konfirmationen kom han ud at tjene på forskellige gårde. Da Thorkild Karlsen var 18 år, blev han bedt af sin far om at hjælpe til i smedien. Det var ikke efter Thorkilds ønske, han ville hellere have været handelsmand end smed.
Thorkild blev gift med Nancy Karlsen i 1946 og bosatte sig i nærheden af den nuværende smedie. I 1953 overtog de smedien efter hans far og mor. Thorkilds far hjalp til i starten, som kræfterne rakte til. Moderen døde i 1955 og faderen i 1962. En beskeden kassebeholdning på 32 kroner og 60 øre var der til at leve for. Nancy hjalp til i starten med regnskabet, men også på værkstedet når der manglede et par hænder.
Der blev ansat en lærling, og 2 år efter overtagelsen blev smedien udvidet og den første hal blev bygget i 1964. Forhandling af JF-mejetærskere begyndte i 1965 og igennem en årrække var salget på 104 stk.
Udviklingen løb fra disse sidemonterede mejetærskere og i stedet for salg begyndte Thorkild at opkøbe og istandsætte brugte JF’ere. Disse ialt 120 stk, blev solgt til mindre landbrug i Jugoslavien. i 1970’erne blev der opkøbt Welger lavtrykspressere, istandsat og videresolgt til maskinhandlere i Midtsverige.
Der blev solgt ca. 800 stk. med kontant afregning af den faste pris på 5.000,- kr. pr. stk. Sommetider var det Nancy og Thorkild selv, der tog turen med tre pressere på ladet til Sverige i weekenden . Som årene gik blev det højtrykspressere der blev købt og istandsat og videresolgt til sjællandske landmænd.
Senere blev der solgt plæneklippere og diverse former for havemaskiner. Desuden fremstilling af vogne og reparationsarbejder af snart sagt enhver art.
Henning Karlsen
I 1970 blev firmaet omdannet til et familieselskab og i 1984 overtog Nancy og Thorkilds søn, Henning Karlsen, driften af firmaet. Henning er uddannet reservedelsmand hos Niels Larsen, Ringsted, fra 1963 til 1967. Efter læretiden var Henning bla. ansat hos maskinforretningen “Hammerbo” ved Roskilde inden han kom hjem til Sandby Smedie & Maskinhandel 1975.
Landsbysmedien er fra dens begyndelse til idag vokset til en større maskin- og reservedelshandel, med ca. 7000 m2 lagerplads under tag. De gamle bygninger står tilbage endnu dog bag nye mure og omgivet af nyere bygninger.